Najiba    Akbari

Jeg er født i Kabul i 1996 som det fjerde barn ud af en stor søskendeflok. Det er samtidig det år, Taleban tager magten i Afghanistan.

Jeg kommer til verden i mine forældres toværelses lejlighed på anden sal centralt i Kabul med hjælp fra en lokal jordemoder. Ved første øjekast er jeg en skuffelse for jordmoderen af den simple grund, at jeg er en pige og ikke en dreng. For mine forældre er jeg et kærlighedsbarn, så de kommer sig ret hurtigt over det forkerte køn på deres nyfødte.

Et af mine tidligste minder fra Afghanistan er en morgen, jeg vågner ved, at min far rumsterer ude i gangen. Jeg står op, og sammen lister vi ud ad døren. Med mig foran på cyklen, cykler vi efter brød og æg for at overraske min mor, min storebror og to ældre søstre med morgenmad. Det er sommer, og gaderne i Kabul er badet i solskin og morgenens ro. Den milde brise leger med mit hår, mens vi cykler hjem igen til lyden af Mullahens smukke bønnekald fra de store højtalere. Men utrygheden og frygten fra Talebans regime sniger sig også ind i vores lille lejlighed.